Spring til indhold

Er en erhvervskonto lovpligtig i 2021?

Er det lovpligtigt at have en erhvervskonto

I mange tilfælde er der krav om, at du opretter en erhvervskonto til din forretning. Se her, om det er lovpligtigt for din selskabs- eller virksomhedstype at oprette en særskilt konto til erhverv.

Kasper KjemsAf Kasper Kjems. Redaktør - Findbank.dk
Opdateret d. 21-07-2021. Kategori: Erhverv

En erhvervskonto er en særlig form for bankkonto for erhvervsdrivende. Kontoen er tilknyttet et selskabs CVR-nummer og er en måde at holde ejerens privatøkonomi adskilt fra virksomhedens eller selskabets på.

Om du skal oprette en særskilt erhvervskonto eller ej, afhænger af, hvilken selskabs- eller virksomhedstype du har oprettet. Desuden stiller bankerne i mange tilfælde krav om en særskilt erhvervskonto. Det gør de for at leve op til de skærpede regler om hvidvaskning.

I denne artikel kan du få et hurtigt overblik over de juridiske regler for erhvervskonto for følgende typer af forretninger:

  • Privatejet mindre virksomhed (PMV)
  • Enkeltmandsvirksomhed (EVS)
  • Interessentskab (I/S)
  • Anpartsselskab (ApS)
  • Aktieselskab (A/S)

Er en erhvervskonto et lovkrav?

Hvorvidt du ved lov skal oprette en erhvervskonto eller ej, afhænger overordnet af, om du har oprettet et selskab eller en virksomhed.

Du skal oprette og benytte en særskilt erhvervskonto, hvis du starter et anpartsselskab (ApS) eller et aktieselskab (A/S). Det skyldes, at der gælder juridiske regler om, at selskabets økonomi holdes fuldstændig adskilt fra ejerens privatøkonomi.

For de små virksomheder er reglerne anderledes. Hvis du starter en personlig virksomhed, for eksempel en enkeltmandsvirksomhed (EVS) eller et interessentskab (I/S), skal du også have en konto tilknyttet virksomheden. Men du er reelt ikke forpligtet til at oprette en særskilt erhvervskonto til din virksomhed. Virksomhedens transaktioner kan klares ved at bruge såvel din egen privatkonto som virksomhedens NemKonto.

I det følgende kan du læse nærmere om kravene for hver enkelt selskabs- og virksomhedsform.

Er en erhvervskonto lovpligtig for en privatejet mindre virksomhed (PMV)?

Som ejer af en privatejet mindre virksomhed – også kaldet en personlig ejet mindre virksomhed – behøver du ikke oprette en erhvervskonto, men kan i stedet vælge at benytte din privatkonto til virksomhedens økonomi.

For at benytte din private bankkonto, skal du søge om at få tilknyttet virksomhedens CVR-nummer til din NemKonto.

Inden du vælger at bruge din private bankkonto til virksomhedens økonomi, bør du dog tage en snak med din bank. Mange banker tillader nemlig ikke længere virksomhedstransaktioner til private konti. Det skyldes de skærpede regler om hvidvaskning.

Er en erhvervskonto lovpligtig for en enkeltmandsvirksomhed?

Der er ikke noget lovkrav om, at du skal have en separat erhvervskonto, hvis du ejer en enkeltmandsvirksomhed (EVS). Men selvom du i teorien ikke skal oprette en erhvervskonto, når du har en enkeltmandsvirksomhed, kommer du i praksis højst sandsynligt til at gøre det alligevel.

Selvom det ikke er noget juridisk krav, fordrer bankerne nemlig typisk, at du opretter en særskilt konto til erhverv. Grunden til dette er, at bankerne ønsker at skabe gennemsigtighed i overførslerne mellem privatpersoner og erhverv for at efterleve de skærpede regler om hvidvask.

Selvom det koster lidt ekstra, behøver du dog ikke nødvendigvis ærgre dig over bankernes krav. For langt de fleste erhvervsdrivende er det en fordel at holde privatøkonomien og virksomhedens økonomi adskilt, da dette gør afregning af skat, moms og lignende langt nemmere.

Er en erhvervskonto lovpligtig for et interessentskab (I/S)?

Et interessentskab (I/S) minder på mange måder om en enkeltmandsvirksomhed, men til forskel fra en enkeltmandsvirksomhed har et interessentskab mindst to ejere. Interessentskaber er typisk personligt ejet, for eksempel af iværksættere, men det kan også være ejet af selskaber.

Ligesom med enkeltmandsvirksomheden er der ikke noget lovkrav om, at du skal oprette en erhvervskonto til din virksomheds finansielle aktiviteter.

Grundet de skærpede regler om hvidvask gælder det dog også i dette tilfælde, at det i praksis kan være svært at finde en bank, der vil lade dig benytte din privatkonto til virksomhedens økonomi.

Er en erhvervskonto lovpligtig for et anpartsselskab (ApS)?

Det er et lovkrav, at du opretter og benytter en særskilt erhvervskonto, hvis du starter et anpartsselskab (ApS). Det gælder, uanset om du har oprettet selskabet som et driftsselskab eller som et holdingselskab.

Grunden til, at du ved lov skal oprette en særskilt konto til virksomheden, er, at man forsøger at undgå, at din privatøkonomi og selskabets økonomi bliver rodet sammen.

For at oprette erhvervskontoen skal du have et gyldigt CVR-nummer, som erhvervskontoen kan blive knyttet til.
Der er dog enkelte tilfælde, hvor det er muligt at bruge en privatkonto som konto til et selskab. Det kræver, at du har en såkaldt tredjemandsberetning som forsikring for, at selskabets økonomi gerne må køre over en privatkonto.

Er en erhvervskonto lovpligtig for et aktieselskab (A/S)?

Der gælder samme regler for aktieselskaber og anpartsselskaber med hensyn til oprettelsen af en særskilt erhvervskonto. Det vil sige, at hvis du opretter et aktieselskab (A/S), er der lovkrav om, at du har en særskilt erhvervskonto, som gør det muligt at adskille virksomhedens økonomi fra din egen privatøkonomi.

Tip: Undersøg markedet for det bedste tilbud
Har du fundet ud af, at en særskilt erhvervskonto til virksomhedstransaktioner er nødvendig for dig – og har du derfor brug for at oprette en erhvervskonto til din virksomhed?

Det er en god idé at undersøge markedet og se på tilbud fra flere banker, inden du beslutter dig for, hvor du vil oprette en erhvervskonto.

Vilkår, service og priser varierer fra bank til bank. Ved at sammenligne de forskellige bankers løsninger for erhvervsdrivende, kan du finde det tilbud, der passer bedst til netop dine ønsker og behov.