Spring til indhold

Investeringsbanker – alt, hvad du skal vide

Kvinder overvejer investeringsbanker

Har du interesse i at investere dine penge i for eksempel aktier eller fast ejendom, så kan det være en god ide for dig at bruge en såkaldt investeringsbank. Er du usikker på, hvad en investeringsbank er for en størrelse, eller hvad du skal bruge den til, så læs med her.

Kasper KjemsAf Kasper Kjems. Redaktør - Findbank.dk
Opdateret d. 03-06-2021. Kategori: Investering

Hvad er en investeringsbank?

En investeringsbank er en bank, der har specialiseret sig i handel med valuta, guld, ejendomme, aktier, obligationer og andre værdipapirer for virksomheder og private investorer. Investeringsbanken er altså for dig, der ønsker at investere dine penge og få en god specialiseret rådgivning.

Mange af de banker, der fungerer som 100 % investeringsbanker og altså ikke tager sig af mere almindelige dagligdags bankprodukter, findes ofte kun som online netbanker. De kaldes typisk også for investerings- eller handelsplatforme.

Hvorfor skal du bruge en investeringsbank?

De fleste investeringsbanker beskæftiger sig kun med investering af penge. Det kan være en fordel for dig, der er seriøs med dine investeringer. Mange af de store, mere almindelige banker håndterer også investeringer, men er ikke specialiserede i investering på samme måde. Det betyder naturligvis ikke, at de almindelige banker ikke kan tage sig af dine investeringer. Men du kan komme ud for, at de kan have en mere afgrænset produktportefølje end investeringsbankerne.

Hvem kan bruge en investeringsbank?

Investeringsbanker er både for dig, der er en garvet investor og arbejder med store summer. De er også for dig, der gerne selv vil have pensionsopsparingen til at yngle, eller for dig, der er småsparer.

De bedste investeringsbanker har mulighed for månedsopsparing. Det betyder, at du som småsparer eller forsigtig nybegynder kan komme i gang med investeringer for få penge. Alt efter hvilken investeringsbank du vælger, kan du komme i gang for bare 100 kr. om måneden.

Mange steder kan du også få en aktiesparekonto, som er en ekstra fordelagtig aktiekonto, der giver dig særlige fordele og gør det billigere for dig at komme i gang med at investere. Investeringsbanken er kort sagt for alle. For den, der vil stå for det hele selv og kan selv, og for den, der bare gerne vil have et afkast uden at skulle sætte sig ind i aktiekurser og lignende.

Hvordan vælger du den rigtige investeringsbank?

Når du skal vælge den rigtige investeringsbank, er der flere ting, du skal tage hensyn til. Ved du allerede, hvilke typer investeringer du ønsker, skal du naturligvis vælge en bank eller investeringsbank, der er specialiseret i netop den slags investeringer.

Undersøg, om det kan betale sig at benytte den bank, som du allerede er kunde i. Mange af de store banker håndterer nemlig også investeringer ud over at fungere som din daglige bank. Ofte er det sådan, at jo flere bankforretninger du har hos din bank, jo flere fordele har du.

Mange banker arbejder med fordelsprogrammer. Det betyder ganske kort, at de inddeler deres kunder i grupper, ud fra hvor mange typer bankforretninger de har. Jo mere du har samlet i den samme bank, jo bedre for dig. For eksempel kan du få lavere gebyrer på dine bankprodukter.

Leder du fortrinsvist efter en bank, der kan varetage dine investeringer, bør du kigge nærmere på de muligheder, den tilbyder. Mange banker tilbyder alt fra investeringsforeninger over investeringsplatforme til ekspertrådgivning.

Hvilke kriterier afgør, om investeringsbanken er noget for dig?

Når du skal vælge investeringsbank eller investeringsplatform, er der flere elementer, som du bør forholde dig til. For mange, der investerer, kan mængden og størrelsen på bankens gebyrer have betydning for, om man som investor vælger den til eller fra. Særligt hvis dine investeringer er store. Kurtagen og de andre gebyrer bør dog ikke være det eneste parameter, der gælder for dit valg af bank.

Du bliver også nødt til at have for øje, hvor ofte du ønsker at handle, og hvor mange penge du vil bruge. Du skal tænke over, om du kun ønsker at handle for eksempel danske eller udenlandske værdipapirer eller aktier. Det er nemlig ikke alle investeringsplatforme, der tilbyder handel med alle børser.

Du kan ikke undgå at skulle bruge en online investeringsplatform. Vælg derfor en investeringsbank med en god brugerflade, som er nem for dig at bruge. Afprøv deres kundeservice. Er der personlig betjening eller blot en chatfunktion? Reagerer supporten hurtigt, når du har brug for hjælp, og kan du få betjening på dansk? Jo mere komplekst dit tilhørsforhold til banken er, jo mere kan man forestille sig, at du kan få brug for at få personlig betjening eller rådgivning på et tidspunkt.

Undersøg også, om banken har et socialt netværk. Her kan du ofte få hjælp af andre investorer, for eksempel i forhold til, hvilke strategier du skal forfølge.

Tilbyder investeringsbanken automatisk indberetning til SKAT, og er der mulighed for at få en aktiesparekonto?

Sådan finder du den bedste investeringsbank

Er du i tvivl om, hvordan du finder den bedst egnede investeringsbank til dig, så er der heldigvis lavet en liste over de bedste banker at investere sine penge gennem i 2021. På listen sammenligner vi en række banker og investeringsbanker på parametre som renter og gebyrer, formueforvaltning, fordelsprogrammer og meget andet. Undersøgelsen har kigget på de største investeringsbanker i Danmark, mindre lokale banker med få filialer og rene netbanker. Brug listen til at pejle dig ind på den investeringsbank, der passer til dig.

Se listen med Danmarks bedste investeringsbanker.