Spring til indhold

7 spørgsmål om erhvervskonto til enkeltmandsvirksomhed

Find erhvervskonto til din enkeltmandsvirksomhed

Hvordan finder du den bedste erhvervskonto til enkeltmandsvirksomhed? Få svar på 7 afgørende spørgsmål om oprettelse af erhvervskonto for dig, der har din egen virksomhed.

Kasper KjemsAf Kasper Kjems. Redaktør - Findbank.dk
Opdateret d. 10-08-2021. Kategori: Erhverv

1. Skal man have erhvervskonto til enkeltmandsvirksomhed?

Du skal altid have en erhvervskonto i banken, hvis du opretter et anpartsselskab eller et aktieselskab. Har du en enkeltmandsvirksomhed eller en mindre, personlig virksomhed, er der ikke et juridisk krav om, at du skal have en erhvervskonto. Alligevel er det et krav, som mange banker stiller, fordi de skal efterleve reglerne om hvidvask.

Du skal dog altid have en NemKonto til din virksomhed, på samme måde som du har en privat NemKonto. NemKontoen gør det muligt for de offentlige myndigheder at tilbagebetale moms og skat til din virksomhed. Du kan som enkeltmandsvirksomhed nøjes med at oprette en ekstra konto. Det sparer dig for det gebyr, der er ved oprettelse af en erhvervskonto.

Det anbefales dog sjældent, at du bruger din privatkonto. Er du registreret med et CVR-nummer, vil det alt andet lige være nemmere for dig at have en erhvervskonto. En separat erhvervskonto skaber nemlig gennemsigtighed i din økonomi. Den gør det meget nemmere for dig at skille din privatøkonomi fra din virksomheds økonomi og meget nemmere at afstemme dine posteringer i den daglige bogføring.

Læs videre: Er en erhvervskonto lovpligtig?

2. Hvad kan du bruge en erhvervskonto til?

Ud over at erhvervskontoen fungerer som din enkeltmandsvirksomheds NemKonto, så giver den dig flere fordele. Du har blandt andet mulighed for at få tilknyttet en kassekredit. Du kan få et visa/dankort til din virksomhed, så du slipper for at benytte dine private kort som betalingsmiddel. Du kan med en erhvervskonto få tilknyttet Betalingsservice, så du automatisk får betalt alle dine faste udgifter. Samtidig gør erhvervskontoen det også muligt for dig at kunne overføre penge til andre danske og udenlandske konti.

3. Hvilken bank skal jeg vælge?

Det er altid en god idé at indhente tilbud fra flere banker på én gang, når du skal have en erhvervskonto. De forskellige banker tilbyder forskellige erhvervsservices i forbindelse med, at din virksomhed bliver kunde hos dem. Samtidig kan prisen på at oprette en erhvervskonto variere en del fra bank til bank.

Det er også en god idé at indhente flere tilbud fra banker, da du kan risikere, at en bank siger nej tak til, at du kan få en erhvervskonto hos dem. Det er de i deres gode ret til. Der kan være flere grunde til, at banken siger nej. Eksempelvis hvis du har et tidligere udestående med den pågældende bank, eller hvis du er registreret i RKI (Ribers Kredit Information).

Banker er også forskellige. Derfor bør du overveje, hvilken type bank du har behov for, når du vælger bank. Har du for eksempel brug for personlig kontakt med en bankrådgiver, eller kan du bruge en 100 % digital erhvervskonto i en online bank? Undersøg, om banken har et særligt speciale. Er de eksempelvis gode til webshops eller tech-startups? Det er kun en fordel for dig som indehaver af en virksomhed, at din bank og din bankrådgiver forstår den type virksomhed, som du er indehaver af.

4. Hvilken type erhvervskonto skal du vælge?

En erhvervskonto er ikke blot en erhvervskonto. Det er vigtigt, at du vælger en erhvervskonto, der passer til din virksomhed. Der er nemlig forskel på at være nystartet iværksætter eller have en forholdsvis veletableret virksomhed.

Mange banker har typisk flere løsninger, du kan vælge mellem. Overvej på forhånd, om du har brug for eksempelvis:

  • Kassekredit
  • Lån
  • Personlig rådgivning
  • Dankort eller kreditkort
  • Telefonsupport

Jo flere services du har brug for, jo dyrere bliver din konto. Måske har du ikke brug for mange af de ydelser, som banken tilbyder lige nu. Men det kan jo være, at du vælger at skifte selskabsform, for eksempel til et ApS, i takt med at din enkeltmandsvirksomhed vokser. Kan din bank håndtere sådan et skift? Mange af de større banker opererer netop med flere typer erhvervskonti, sådan at din virksomhed kan vokse – og erhvervspakken sammen med den.

5. Hvad koster det at oprette en erhvervskonto?

Du kan som udgangspunkt ikke få en gratis erhvervskonto. Du kan dog sagtens gå på jagt efter en forholdsvis billig erhvervskonto. Det koster typisk et engangsbeløb at oprette din erhvervskonto, men du skal også regne med, at visse banker tager et årligt gebyr for kontoen og de services, der følger med. Et årsgebyr kan være alt mellem 0 og 5.000 kr. Overvej derfor altid, om du vil gøre brug af de mange ydelser, banken tilbyder, eller om du kan nøjes med blot at have en bankkonto og et hævekort.

Det kan godt betale sig at vente med at oprette din erhvervskonto, til du har fået dit CVR. Din registreringsattest er nemlig en sikkerhed for banken. Derfor tager de indimellem et højere gebyr for at oprette en firmakonto, inden du har fået dit CVR.

Det kan altid betale sig at ringe til banken og snakke om prisen. Nogle banker er nemlig villige til at forhandle, hvis de kan se en fordel i at have netop din virksomhed som kunde. Er du i forvejen en god privatkunde i banken, så udnyt dette til din fordel, og se, om du kan lave en god aftale med din bank.

6. Hvorfor skal du være opmærksom på bankens gebyrer?

Du skal i din jagt på en erhvervs- eller firmakonto altid være opmærksom på gebyrer. Alle banker tager et gebyr for at oprette en erhvervskonto, og dette kan variere.

Du bør også være opmærksom på, om du kun skal betale oprettelse, eller om der er et tilbagevendende årligt eller månedligt gebyr på din erhvervskonto.

Husk, at almindelige gebyrer for overførsler, kortbetalinger og lignende kan være højere end de tilsvarende gebyrer på dine privatkonti. Tjek derfor altid gebyrer på bankens hjemmeside, eller bed banken om at redegøre for alle gebyrer, inden du åbner din konto.

7. Hvad skal du have styr på, når du henvender dig til banken?

Der kan være forskel på, hvad de enkelte banker forlanger, når du anmoder dem om en erhvervskonto. Kender du banken godt, er det ikke sikkert, at de forlanger anden dokumentation end dit registreringsbevis, men det er altid bedst at være forberedt til mødet med banken.

I dine forhandlinger med banken gælder der samme grundregel, som hvis du henvender dig som privatkunde. Uanset hvor god din økonomi er, så hav styr på, hvor meget eller hvor lidt du har. Forbered gerne din virksomheds budget. Har du en forretningsplan, så tag den med. Vis, at du har styr på alle aspekter af din virksomhed, og har du planer for fremtiden, så luft dem gerne. Dette gælder også, selv om du hverken står for at skulle have kredit eller optage lån. Banken har brug for at vide, at du er seriøs, når den vælger at satse på dig og din virksomhed.

Du kan komme ud for, at nogle banker forlanger, at du også bliver privatkunde hos dem, hvis du vil oprette en erhvervskonto til din enkeltmandsvirksomhed. Overvej, om du er parat til dette.

Læs videre:

Sådan finder du den bedste erhvervskonto

Rente og rentesatser på erhvervslån