Spring til indhold

Gæld i hus – Få en nem introduktion

Nem introduktion til gæld i hus

Det er nyttigt at have viden om gæld i hus, både hvis du går med tanker om boligkøb og allerede er boligejer.

Kasper KjemsAf Kasper Kjems. Redaktør - Findbank.dk
Opdateret d. 15-06-2021. Kategori: Privatøkonomi

I denne artikel giver vi dig et nemt overblik over de vigtigste informationer omkring gæld i hus: Hvordan finder du lettest oplysninger om gæld i ejendomme, og hvad skal du egentlig bruge disse oplysninger til?

I nedenstående værktøj kan du hente låneoplysninger på din bolig fra Tinglysningen.

Se gælden i din bolig:

Adresse

Hvad kan man bruge oplysninger om gæld i hus til?

Det er relevant for dig at kende til gæld i ejendomme, både hvis du er boligejer eller kommende boligkøber.

Når du kender til oplysninger om gæld i ejendomme, er du i stand til at træffe de bedste beslutninger blandt andet i forhold til omlægning af lån på din nuværende bolig og prisforhandling ved boligkøb.

Også under kritiske livsbegivenheder såsom skilsmisse og dødsfald er det vigtigt at sætte sig ind i eventuel gæld, så du ikke uønsket kommer til at hænge på gælden. Det er blandt andet vigtigt at være opmærksom på, hvis du har arvet et hus med gæld fra dine forældre, eller hvis du og din partner ønsker skilsmisse og har gæld i huset.

Hvorfor skal jeg kende til gæld i hus som boligejer?

Som ejer af en bolig er det en god idé at tjekke op på gæld i din ejendom med jævne mellemrum. Sådan er du i stand til at holde dig opdateret, i forhold til hvornår dine boliglån med fordel kan omlægges.

Hvis der er en voksende friværdi i din ejendom, vil det eksempelvis ofte være en god idé at omlægge dine lån. På den måde kan du måske opnå en lavere belåningsgrad på realkreditlånet eller skære dyre banklån helt væk.

Hvorfor skal jeg kende til gæld i hus som boligkøber?

Hvis du er i gang med boligkøb og står foran en prisforhandling, er det nyttigt at kende til den nuværende boligejers hæftelser i huset – det kan for eksempel være pantebreve, ejerpantebreve, skadesløsbreve, realkreditpantebreve eller andre repræsentanter for lån ydet mod sikkerhed i den faste ejendom.

Den tinglyste gæld giver dig en rettesnor for, hvor stort et afslag i prisen sælger er villig til at give. De færreste er nemlig interesserede i at sælge til en pris under den gæld, der er i ejendommen.

Ved at indhente oplysninger om gæld i huset på tinglysningsbogen får du altså en god indikation for sælgers smertegrænse.

Hvordan kan man se gæld i hus?

Du kan nemt og hurtigt indhente oplysninger om tinglyst gæld i hus.

Alle oplysninger om danske boliglån ligger offentligt tilgængeligt i den digitale bog for tinglysning på websiden tinglysning.dk.

Det er ikke nødvendigt, at du kender ejeren af den ejendom, du gerne vil slå op i tinglysningsbogen. Den eneste information, du har brug for, er adressen på den bolig, du ønsker at se oplysninger omkring.

Hvilke oplysninger om gæld i hus er offentligt tilgængelige?

I den digitale tinglysningsbog kan du finde informationer om samtlige boliglån i Danmark. Du kan for eksempel se, hvor stort et lån du selv har optaget for at finansiere din lejlighed eller dit hus. Men er du nysgerrig, kan du også tjekke, om der er gæld i naboens hus – eller en hvilken som helst anden ejendom i Danmark.

Du kan indhente oplysninger om gæld i både huse, ejerlejligheder og andelsboliger.

Her er en oversigt over nogle af de oplysninger, du kan indhente om din egen såvel som andres boligøkonomi:

  • Hvilke lån der er i huset eller lejligheden.
  • Hvor store disse lån var ved optagelsen.
  • Lånenes prioritering i forhold til hinanden.
  • Hvornår lånene blev oprettet.
  • Hvornår lånene eventuelt blev lagt om.
  • Hvilken rentesats der betales på realkreditlån.
  • Om renten er fast, eller om den er variabel.
  • Ejendommens købspris.
  • Den seneste ejendomsvurdering og grundværdi.

Du kan ikke få adgang til oplysninger om, hvor meget der er blevet betalt af på lånene, men udelukkende se, hvor stort lånet var på optagelsen.

Hvad koster det at se gæld i hus?

Det er fuldstændig gratis at indhente oplysninger om tinglyste lån i ejendomme i Danmark. Alle informationer ligger tilgængelige på den digitale tinglysningsbog.

Sådan finder du ud af mere

Hvis du gerne vil lære mere om ejerpantebreve og skadesløsbreve, skal du blot klikke dig ind på disse links. Vi har også skrevet en artikel, der går i dybden med tinglysning af alt fra skøder på ejendomme og biler til ægtepagter, som du kan dykke ned i.

Hvis du er interesseret i selv at indhente oplysninger om tinglyste hæftelser på huse, ejerlejligheder og andelsboliger i Danmark, kan du gøre det nemt og hurtigt via tinglysning.dk.

Læs også: 10 gode råd til hvordan du skifter bank